Artikel om "Science first på HHU"
Scaniro A/S bakker op om projekt, som har til formål at give de ældste elever på HHU største indsigt i de tekniske områder.
Science first på HHU
Fra FJERRITSLEV UGEAVIS, Tirsdag 22. maj 2012
Af Pernille Kragh Madsen pm70(at)nordjyske.dk
– – – – – – – –
Han Herred Ungdomsskole (HHU) har sammen med tre andre efterskoler fået 4 millioner kroner fra Industriens Fond. Pengene skal gå til at udvikle de naturvidenskabelige fag. HHU er den eneste efterskole i Nordjylland, der er med i pilotprojektet.
Hensigten er at gøre det mere attraktivt at tage en praktikplads indenfor industrien samt at vælge en mere teknisk naturvidenskabelig uddannelse, hvor et job i industrien er målet.
Projektet starter kommende skoleår og den nye linje på HHU kommer til at hedde Science First. Undervisningen i de tekniske og naturvidenskabelige fag bliver intensiveret samtidig med, at undervisningen bliver projektorienteret i samarbejde med lokale virksomheder.
"Ud over samarbejdet med lokale virksomheder er der også sparring med uddannelsesinstitutionerne som gymnasiet i Fjerritslev og det tekniske gymnasium i Thisted – EUC Nordvest", siger Jens Andersen fra HHU.
Mangel på arbejdskraft
Keld Nielsen, der er direktør for Scaniro, har taget imod initiativet med åbne arme.
"Vi har haft en periode, hvor det har været svært at få nok praktikanter og lærlinge, så derfor er det vigtigt for os, at der kommer fokus på de teknisk faglige uddannelser", siger Keld Nielsen.
Anders Jørgensen, der er udviklingschef ved Migatronic, nikker bekræftende.
"For at vi skal kunne bevare produktionen her, så kræver det, at vi har dygtige folk. Men det forudsætter, at der bliver sat fokus på området og dermed skabt en interesse hos de unge", siger han.
Henrik Nyby fra EUC Nordvest og Per Bech fra Fjerritslev gymnasium er også begejstret for initiativet.
"Jo mere eleverne har prøvet og er blevet bekendt med muligheder, jo lettere er det for dem at vælge linje på ungdomsuddannelserne og i sidste ende vælge den rigtige uddannelse", forklarer de samstemmende.
Image
Industrien kæmper en hård kamp med sit image.
"Det er ganske enkelt ikke attraktivt at have et arbejde, som både er varmt og møgbeskidt. Det virker ikke appellerende. Men der er altså rigtig mange andre funktioner, så det handler om at gøre branchen mere attraktiv", siger Henrik Nyby, der pointerer, at med et mere projektorienteret skoleforløb i 10. klasse i samarbejde med virksomheder, ja så vil de unge også få mere forståelse for fag som matematik og fysik.
"De fag bliver ganske enkelt mere anvendelsesorienteret og interassante", siger Nyby.
Foruden HHU er det efterskolerne Flakkebjerg ved Slagelse og Dejbjerglund ved Skjern, som er med i projektet.
– – – – – – – –
Du kan læse den originale artikel ved at klikke her >>
tilbage til nyhedslisten
|