Opdateret: Januar 2021
1. Anvendelse: Disse salgs- og leveringsbetingelser anvendes for alle tilbud og leverancer såfremt ikke andet er skriftligt aftalt og samtidig skriftligt bekræftet af SCANIRO A/S, CVR-NR. 32 06 88 20 herefter benævnt ”SCANIRO”. 2. Tilbud: SCANIRO’s tilbud er kun bindende i 30 dage fra dato på tilbud, og bortfalder såfremt der ikke forinden skriftligt er fremsendt accept fra Køber. Såfremt Købers accept indeholder ændringer fra tilbuddet, er SCANIRO ikke længere forpligtiget af sit tilbud som herefter bortfalder, og SCANIRO er ej forpligtiget til at fremsende nyt tilbud. 3. Ordre: SCANIRO bliver tidligst forpligtet, når SCANIRO har afsendt sin ordrebekræftelse. Annullering af ordre kan kun ske efter aftale, og mod fuld betaling af de påløbne omkostninger. Særlige betingelser specificeret i Købers ordre og den tilhørende tegningsdokumentation er således kun bindende for SCANIRO, såfremt SCANIRO udtrykkeligt og på skrift har bekræftet dette. Parterne accepterer gensidigt, at der kan forekomme kvantitative ændringer i leverede emner i forhold til det anførte antal på ordrebekræftelsen. Såfremt tegninger, vare-/materialeprøver, specialkomponenter eller anden dokumentation der er aftalt leveret af Køber for opgavens korrekte og komplette udførelse, ikke er SCANIRO i hænde senest på tidspunktet for udstedelsen af ordrebekræftelse, udsættes leveringstidspunktet uden varsel. Dette gælder også ændringer foretaget af Køber under afvikling af ordren, og som er accepteret af SCANIRO. 4. Tegninger og beskrivelser: Rettigheder til alle tegninger og tekniske dokumenter vedrørende produkter eller fremstilling heraf, som før eller efter aftalens indgåelse overlades fra SCANIRO til Køberen, tilhører SCANIRO. Sådanne tegninger og dokumenter må ikke uden samtykke fra SCANIRO anvendes til andre formål end Købers videresalg af produkter. Uden samtykke fra SCANIRO må det nævnte materiale ikke herudover anvendes, kopieres, reproduceres, overgives eller på anden måde bringes til tredjemands kundskab. SCANIRO påtager sig kun ansvaret for konstruktionen og/eller beregninger vedrørende de af SCANIRO producerede produkter, såfremt dette er aftalt skriftligt og udtrykkeligt mellem Køber og SCANIRO. 5. Pris: Alle priser, herunder priser i henhold til de af SCANIRO udarbejdede prislister, er dagspriser, ekskl. moms og emballage, samt diverse offentlige afgifter, herunder afgifter som måtte påløbe mellem tilbudsgivning og levering. Afhængig af varens beskaffenhed, ordrestørrelse og længere leveringstid samt på indkøb af specialråvarer kan der forekomme prisreguleringer. SCANIRO forbeholder sig ret til med 30 dages varsel at ændre prislister og katalogmateriale. Prisen er ekskl. arbejde, som påløber som følge af, at det materiale, som Køber har leveret, er mangelfuldt, overarbejde, som påløber som følge af, at arbejdet skal udføres hurtigere end sædvanligt, opbevaring af færdigt arbejde samt ejendomsretten til fremstillede værktøjer, selv om Køber har betalt en andel heraf. Såfremt der i tiden frem til leveringen indtræder stigninger på mere end 10% i produktions- og leveringsomkostningerne samt i leverandørers priser, er SCANIRO berettiget til at regulere prisen for sådanne dokumenterede omkostningsstigninger. Ligeledes er prisen baseret på de ved ordrens afgivelse gældende valutakurser. Ændringer i valutakursen på mere end 5% berettiger derfor SCANIRO til at regulere prisen herefter. Alle råvarer og komponenter indkøbes efter prognoser eller forventninger udtrykt af Køber. Hvis Køber ophører med at markedsføre og sælge produktet som SCANIROs leverance indgår som en del af eller som helhed, eller såfremt råvarerne og de indkøbte komponenter ikke er anvendt indenfor 2 optællinger af SCANIROs lager, vil indkøbte råvarer og komponenter som indgår heri blive opgjort og faktureret til Køber. Ligeså vil evt. afholdte værktøjsomkostninger og andre udviklingsomkostninger blive faktureret Køber.
6. Levering: Levering sker INCOTERMS 2020, EX WORKS (EXW), Håndværkervej 10, 9690 Fjerritslev, hvorefter Køber – når produktet er færdigbearbejdet og klar til levering – bærer risikoen og alle omkostningerne ved leveringen, herunder transportomkostninger. Det følger heraf, at Køber – når produktet er færdigbearbejdet og klar til levering – bærer risikoen og alle omkostningerne ved leveringen, herunder transportomkostninger. Køber er pligtig til – i god tid – at give meddelelse om, hvilken forsendelsesmåde Køber ønsker at anvende. I modsat fald er SCANIRO berettiget til at vælge transportmiddel og transportrute for Købers regning.
Såfremt det aftales mellem SCANIRO og Køber, at SCANIRO på vegne af Køber skal arrangere transport fra SCANIRO’s adresse til en af Køber anviste adresse, gælder følgende vilkår: Transportmiddel og transportør/speditør vælges efter SCANIRO’s eget skøn, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt. Uanset at SCANIRO på Købers vegne arrangerer transporten, opretholdes transportklausulen EXW. SCANIRO påtager sig intet selvstændigt ansvar for transporten og evt. transportskader og/eller forsinkelser under eller i forbindelse med transporten. Køber kan ikke rette noget erstatningskrav eller andet krav mod SCANIRO i anledning af transporten, men Køber indtræder i SCANIRO’s retsstilling i forhold til transportøren og en evt. speditør, herunder de ansvarsbegrænsninger som måtte være aftalt i henhold til CMR-loven og/eller NSAB 2015. Køber afholder alle omkostninger forbundet med transporten, herunder også til evt. transportforsikring. SCANIRO fakturerer Køber særskilt for de af SCANIRO afholdte omkostninger til transport.
Leveringstiderne er omtrentlige og baserer sig på normal produktionstid når alle informationer, råvarer og komponenter med mere er tilgængelige for produktionen på SCANIROs adresse. Leveringstidspunktet er angivet på ordrebekræftelsen. Alle leveringstider opgivet af SCANIRO er med mindre andet udtrykkeligt aftales det seneste tidspunkt for levering. SCANIRO er således berettiget til at foretage levering før det angivne leveringstidspunkt.
I tilfælde af forsinket levering er SCANIRO forpligtet til at advisere Køber herom. SCANIRO har intet ansvar for forsinkelse i mindre end 14 dage. SCANIROs ansvar for forsinkelse følger i øvrigt dansk rets almindelige regler, idet det præciseres, at Sælger er under ingen omstændigheder erstatningspligtig for indirekte tab, som f.eks. avance tab, driftstab eller andre økonomiske konsekvens tab., og at SCANIROs erstatningspligt er maksimeret til fakturaprisen for den forsinkede leverance. | | I tilfælde af, at Køber ikke tager imod levering på leveringstidspunktet, herunder misligholder sin afhentningsforpligtelse, er SCANIRO berettiget til at hæve aftalen og gøre erstatningskrav gældende. Endvidere er SCANIRO berettiget til at bortsælge eller oplagre produktet for Købers regning. Ved oplagring henligger produktet for Købers risiko. Returnering af produkter og emballage kan kun finde sted efter forudgående skriftlig aftale og vil i så fald ske for Købers regning. Returemballage krediteres minus 10% af faktureret pris. Der modtages kun returemballage svarende til den fra SCANIRO solgte type og i det antal der er leveret i det foregående kvartal. Der kan forekomme ændringer i antal leverede emner i forhold til ordre og ordrebekræftelse. Leverancen anses som fuldstændig såfremt der er leveret +/- 10% af det samlede kvantum. Det tilstræbes fra sælgers side at betragte antallet af emner der bestilles som et minimum.
7. Betaling: Betalingsbetingelserne er angivet på tilbud og ordrebekræftelsen. Køber kan ikke foretage modregning i købesummen mod eventuelle krav som køber måtte have mod SCANIRO for andre retsforhold. Ej heller forhold for mangler/reklamationer i det leverede eller tidligere leverancer. Manglende betaling (helt eller delvis) giver SCANIRO ret til at tilbageholde eller udskyde yderligere leverancer indtil skyldigt beløb er betalt helt og fuldt. Den aftalte leveringstermin bortfalder og en ny skal aftales. Ved overskridelse af forfaldsdagen, tillægges kravet rente i henhold til Renteloven med Nationalbankens officielle udlånsrente + 7% p.a. Ved fremsendelse af betalingspåmindelser beregnes et rykkergebyr på kr. 150,00 pr. betalingspåmindelse. Ved betalingsmisligholdelse er SCANIRO berettiget til at kræve SCANIROs omkostninger til inkasso ved advokat dækket fuldt ud og således ikke kun de ved Renteloven fastsatte maksimumtakster. 8. Garanti/ansvar Garantien omfatter kun produkter, som påviseligt er behæftet med væsentlige fejl eller mangler hidrørende fra mangelfuld udførelse eller anvendelse af dårlige materialer, som er leveret af SCANIRO. Garantien gælder kun, såfremt produktet er forsvarligt opbevaret, og af Køber er anvendt korrekt og til sædvanligt brug ifølge SCANIROs specifikationer. SCANIRO er ikke ansvarlig for mangler og fejl, der skyldes mangelfuld vedligeholdelse, urigtig montering foretaget af Køber, ændringer foretaget uden SCANIROs skriftlige samtykke, eller reparationer, som Køber har udført på mangelfuld måde. Hvis produktet eller delprodukter omfatter ikke- SCANIRO fabrikat, skal SCANIRO alene være ansvarlig i det omfang, dennes leverandør har påtaget sig garanti, uden hensyn til det i denne bestemmelse anførte. Er produktet behæftet med væsentlige fejl eller mangler, er SCANIRO forpligtet og berettiget til – efter eget valg – at afhjælpe manglen, at foretage omlevering, give forholdsmæssigt afslag i prisen, eller betale erstatning. Køber er ikke berettiget til at gøre yderligere beføjelser gældende. Transport-, forsikrings-, rejse-, montage- og andre omkostninger ved afhjælpning eller omlevering betales af Køber. SCANIROs erstatningspligt er maksimeret til fakturaprisen for det mangelfulde produkt, og erstatningspligten omfatter under ingen omstændigheder indirekte tab så som driftstab, tidstab og avancetab. Garantien omfatter ikke sliddele samt normal slitage og forringelse. SCANIRO hæfter ikke for fejl og mangler, der skyldes, at materialer eller halvfabrikata leveret af Køber eller, at materialer foreskrevet af Køber, er uegnede til formålet. 9. Force majeure: SCANIRO er ikke erstatningspligtig for manglende opfyldelse af SCANIROs forpligtelser, såfremt SCANIRO kan godtgøre at dette skyldes en hindring uden for SCANIROs kontrol så som, men ikke begrænset til, krig, krigslignende situationer, brand, strejke, lockout, eksport- eller importforbud, embargo, forsinket eller mangelfuld levering af materialer fra underleverandører, produktionsstop, mangel på energi eller transportmuligheder. I så fald er SCANIRO berettiget til at forlænge leveringstiden tilsvarende eller til at hæve aftalen. Så snart hindringen er ophørt, er hver af parterne forpligtet ifølge aftalen, med mindre SCANIRO forinden har hævet denne. En hindring på mere end 3 måneder berettiger hver af parterne til at hæve aftalen. 10. Reklamations- og undersøgelsespligt: Køber er pligtig til at undersøge produktet straks ved modtagelsen og senest 8 dage efter modtagelsen at reklamere over enhver mangel. Overholder Køber ikke de anførte frister, fortaber Køber retten til at gøre manglen gældende. Opstår en mangel i garantiperioden, er Køber forpligtet til at reklamere herover straks og inden 8 dage efter, at manglen er eller burde være konstateret. Overholder Køber ikke de anførte frister, fortaber Køber retten til at gøre manglen gældende. 11. Ejendomsret: Leverede produkter forbliver sælgers ejendom, indtil betaling fra Køber inklusive eventuelle omkostninger til inddrivelse af SCANIROs tilgodehavende, er fuldt indbetalt. 12. Produktansvar: Produkterne er lavet efter Købers specifikationer, dokumentation og afprøvninger. Eventuel bistand til Køberen under udvikling af produkterne er af rådgivende karakter og uden ansvar for sælger. Produkter udviklet af SCANIRO, eller modeller hvor SCANIRO har deltaget i udviklings-omkostningerne, kan kun produceres hos SCANIRO, eller med SCANIROs tilladelse. Debitering af værktøjsomkostningerne er kun en del af de totale omkostninger. Ved afbrydelse af produktfremstilling hos SCANIRO medfører det betaling af konsulentomkostningerne som vil fremgå af tilbuddet. For produktansvar gælder de til enhver tid gældende regler i henhold til Produktansvarsloven. I det omfang intet andet følger af ufravigelige retsregler, kan SCANIRO ikke pålægges yderligere ansvar. SCANIRO kan ikke gøres ansvarlig for driftstab, tidstab, avancetab eller andet indirekte tab, i det omfang dette ikke følger af de ufravigelige retsregler. I tilfælde, hvor SCANIRO holdes ansvarlig ud over det ovenfor anførte ansvar, skal Køber tilsvarende holde SCANIRO skadesløs herfor. Køber er forpligtet til at lade sig sagsøge for den samme domstol/voldgiftsret, som behandler spørgsmålet om SCANIROs produktansvar.
13. Lovvalg og tvister: Tvistigheder vedrørende enhver leverance fra SCANIRO og/eller disse salgs- og leveringsbetingelser afgøres efter dansk ret. Alle retssager skal anlægges ved SCANIROs værneting. |